Vi er et friskt ungt par, Thomas og Louise, som i november 2004 fik vores drøm opfyldt – vi flyttede til et nedlagt landbrug mellem Hadsten og Hammel, hvor der er plads til Thomas´ vvs firma og til at jeg kunne realisere mine drømme om salg af heste/hundefoder og hvor jeg har egen stald, som åbner mange muligheder, bl.a. udlejning af bokse og træning af unge eller ”problem” heste. Thomas er vokset op i Hinnerup og er uddannet vvs installatør. Efter et par år på arbejdsmarkedet startede han i december 2002 sit eget firma, hvor han i dag er 1 svend og sig selv. Jeg har efter folkeskolen haft forskellige jobs og været i praktik i stalde og hos dyrlæger indtil jeg i år 2000 startede på den uddannelse der så ud til at opfylde mine ønsker. Så i sommeren år 2000 flyttede jeg med mine heste og min ny anskaffede rottweiler hvalp til Høng på Sjælland for at tage uddannelsen som dyreadfærdsterapeut. Det er en 3-årig ikke statsanerkendt uddannelse som er kombineret med en HF eksamen og 1.modul af landmandsuddannelsen. Efter de tre år flyttede jeg tilbage til Jylland, denne gang længere nordpå (er født og opvokset i Grindsted), først til Truust nær Silkeborg, hvor jeg arbejdede i en salgsstald og senere til Hinnerup hvor jeg var på et ridecenter og i min fritid arbejdede jeg med problem heste. Da jeg i 2004 mødte Thomas gik det op for mig at han måtte være manden i mit liv – og vi havde en fælles drøm, at få vores egen gård hvor jeg kunne have mine heste og hvor der var plads til hans firma. Således endte det med, at vi flyttede hertil i november 2004. Der er en gammel gård og der er meget der skal laves gennem årene, men så får vi det også, ligesom vi vil have det. På grund af en arbejdsulykke og familie forøgelse har jeg gået hjemme siden december 2004. I mellemtiden har jeg fået startet forskellige ting op. I marts 2005 startede jeg som forhandler af Pavo hestefoder. Efterfølgende er der så kommet hunde/kattefoder fra Lone Star og Precept og helseprodukter fra Nature´s First. I stalden har vi et par pensionærer, som giver mig godt selskab og så har jeg resten fyldt op med mine egne heste, da vi nu er begyndt at interessere os for avl af palominoheste. I de godt 3 år jeg har arbejdet hjemme, har jeg delvis været på barsel. Vi har i den tid fået Silas, som er født i juni 2005 - vores datter Celia fra oktober 2006 og venter det tredje vidunder i maj 2008.
Stald Kvistgaard. Hammelvej 58. Lyngå. 8370 Hadsten. Tlf. 20 85 15 13